Tannhäuser i Venusbjerget

»Jeg husker, hvor overrasket jeg blev, da jeg første gang læste denne vise, over modsætningen mellem dens sprog og det syttende århundredes pedantiske udtryksmåde. Det var mig, som havde jeg pludselig opdaget en guldåre i en mørk bjærgskakt, og de enkle, urkraftige ord strålede mig imøde med en så uventet glans, at mit hjærte ganske blev blændet . . . . Efter Salomos højsang kender jeg ingen mere brændende kærlighedshymne end samtalen mellem fru Venus og Tannhäuser. Denne vise er som en kærlighedens kamp, og der rinder i den det rødeste blod.« - Heinrich Heine