En mands krop

Hvem skriver om mandens krop i vores tid? Er det ikke næsten det mest klichéfyldte, man kan kaste sig over? Sådan tænkte vi et øjeblik, da vi hørte om Olivier Haralambon – tidligere professionel cykelrytter og filosof – og hans nyeste bog, En mands krop. Men kun et øjeblik. For bogen viser sig at tale til et ømt punkt i en tid, hvor debatten om maskulinitet og den mandlige krop hurtigt affejes som nostalgisk eller som dyrkelse af forældede idealer. Det, der kan lyde som en kliché, viser sig at være det af en grund. Fordi erfaringen er udbredt. Fordi tavsheden omkring den er massiv. Og fordi langt de fleste mænd vil kunne spejle sig i den. En efterårsmorgen styrter Haralambon under en træningstur med den 20 år yngre franske mester, Romain Bardet. Ulykken er alvorlig; han tilbringer flere uger sengeliggende i en krop, der pludselig ikke længere er i stand til det samme som før. Snart indser han, at der er tale om en en ny fase i livet. Han styrtede som ung – men rejser sig som gammel, i en krop, der føles fremmed. En mands krop er derfor ikke en nostalgisk hyldest til styrke, men en undersøgelse af tab. Og af muligheden for forvandling.